torsdag den 25. november 2010

Så var der jo den der engelskaflevering... på 4 elevtimer... som skal afleveres i morgen... og som jeg ikke kan finde ud af. Lovely.

onsdag den 24. november 2010

Overspringshandling #14

Jeg lider tydeligvis af tvangsmæssig selvdestruktiv adfærd.

mandag den 22. november 2010

Giv mig glæde og december

Hvordan starter man et indlæg, der byder på en eksplosiv række af negative smileys (ok, ikke så mange) og dårlige nyheder - uden at skræmme folk væk, altså. (Men hvis nogen overlever mit pessimisthelvede, er der en belønning i slutningen i form af gode ting og positive hændelser i mit liv... glæd jer.)

Min computer er gået ned. Faktisk er den ikke bare gået ned - den kan dårligt nok starte op, og hvis man endelig får den til at køre (i fejlsikret tilstand, naturligvis), går den ned efter 3 minutter. I mellemtiden har min mor dog fået fikset noget, så den nu kan køre - problemet er dog at hun skulle tage mit grafikkort ud, for at det kunne virke. Imidlertid kan hun nu ikke finde noget, som hun skulle finde...

Grundet dårlig hændelse #1 er jeg nu tilbage ved den computer, som jeg havde for tre år siden. Det er min fars gamle... jeg kan fortælle, at den af mystiske årsager har en limegrøn streg og en turkis streg ned over skærmen. De kom sidste gang jeg havde den, og jeg har ingen anelse om hvorfor. Endvidere kan jeg fortælle, at det er stærke neonfarver(!) som ikke sådan er til at overse....... især ikke når skærmen er sort.

Men heldigvis fik min mor skaffet en disc med mine skoleopgaver + noter, så de i hvert fald ikke gik tabt (og vistnok også mine billeder, vigtigt!) - gud ske lov, tænker I sikkert nu, for så er dagen jo reddet, og Sofie kan tage noter og lave skoleopgaver uden problemer på den computer hun sidder med nu.... NEJ! For den her computer kan selvfølgelig ikke læse nogen af filerne, selvom jeg har gemt dem i alle tænkelige farver og former. Jeg kan desuden afsløre, at denne computer heller ikke kan gå på lectio, så jeg kan ikke hente opgaver ned på den - Opera (ja, det er der en ting der hedder på nettet) lukker ned når jeg prøver, og Internet Explorer kan bare ikke. Halleluja!

Vi fik i øvrigt karakterer på lectio for nogle torsdage siden, og mit karaktergennemsnit er mildest talt ikke noget at råbe hurra for. Jeg kan afsløre at jeg er gået over 4 karakterer ned siden folkeskolen... så nu er mit snit ca. det samme som antallet af krydsord i "Hjemmet" jeg kan finde ud af at løse (inkl. børnekryds).

Desuden (ja, der kommer mere) har vi faktisk 4 afleveringer for i denne uge. Som sagt kan jeg ikke hente dem ned, så jeg har lidt et problem, især i engelsk (som er på 4 timer. Just saying). Matematik er afleveret i dag. I dag var også dagen, hvor vores spansklærer besluttede at vi får 2 elevtimer til at skrive 500 ord om en kendt person til på torsdag............ vi har fået 4 timer til at skrive 600 ord i engelsk (ja, opgaven er sværere, but still) - vi har trods alt kun haft spansk i 3 måneder. Jeg kan ikke engang 500 ord på spansk, og jeg kan i hvert fald ikke sige 500 ord om mig selv, så hvordan skulle jeg kunne om en anden dude - eller dude-inde?

Vi er også godt i gang med vores første AT-forløb. Enough said.

MEN! Som jeg sagde skal det ikke kun være lutter nedtur og triste ansigter. Vi skal nemlig på Louisiana i morgen, og skal derfor møde klokken halv ti på stationen, hvilket giver mig ekstra tid i morgen tidlig... nam nam. Samtidig slipper vi for almindelige timer, og det bliver dejligt (og tiltrængt) med en dag ude sammen med søde 1.c.

Desuden er der jo også gallafest på fredag, og det bliver virkelig fedt, tror jeg. I dag var jeg også med min mor i H&M (i et par timer) og vi fandt både nogle bælter, en sort blomst, fede sorte leggings med blonder, en sort blondetop, som jeg kan have udover min hvide gallakjole (aka. min konfirmationskjole)... og en virkelig, virkelig, virkelig flot kjole, som jeg allerede elsker! Og så sidder den oven i købet godt. Den triste nyhed er, at jeg har brugt mange penge... og jeg stadig har problemer med lanciers. Men lad nu det ligge, for jeg er i et positivt flow!

Til sidst vil jeg bare sige: Jeg har tabt mig. Jeg har levet sundt de sidste par dage! .. udover i dag hvor Peter gav mig penge til slik, så jeg købte noget fedende chokolade... ups. Men udover det har jeg ikke spist unødige usunde sager, som jeg ellers har fået en tendens til ofte at gøre... men eftersom jeg hverken kan se eller mærke den tabte vægt, regner jeg med, at det er rent væsketab og begynder at drikke mere, og ser om det holder ved - og hvis det gør, så yay me!

Jeg kunne måske finde grunde til at skrive endnu flere ting, og det ville sikkert være sundt for min sjæl. Men altså ikke for min krop (som er træt)... og desuden er det her indlæg allerede for langt, så derfor: godnat.